Jan Eskildsen, Bassist

Bluegrass Boulevard

Mortens Trio

Aksel & the Hooligans

Honorar, scene m.v.

Historie

 

 

Mere om: Bluegrass Boulevard

Rullemarie

Mortens Aften

Hooligans

Back

 

Mere om Rullemaries Rockræs

 


 

Alle deltagere i Rullemarie har benyttet en sangmikrofon!

 

Tiden i Rullemaries Rockræs kan inddeles i flere perioder:

 

Anders Klode og Jan Eskildsen

 

Anders (på trommer) og jeg selv (på guitar) var gamle skolekammerater. Vi havde i nogle år spillet sammen i trioen "Hot Lips". Vi var med i Rullemarie fra den spæde start. Mere end 500 jobs blev det til.

 

Claus Bjørn og Per And

 

Claus Bjørn (på bas) hedder også Jensen. Per (på guitar) hedder egentlig Laursen. Hvorfor han blev kaldt "And"? Fordi han ligner en and! (citat: Claus Bjørn).

 

Per havde tidligere spillet i "Fire", sammen med bl.a. Tømrer-Claus.

 

Vi mødtes ved en jam-session i en ungdomsklub i 1971, og swingede godt sammen. Så vi besluttede at lave en totaludgave af the Who's rockmusical "Tommy". - Et ret ambitiøst projekt!

 

Efter et års intenst øvearbejde som unavngivet "Tommy-band" fandt vi ved et tilfælde ud af, at vi egentlig var ret gode til at spille rock og rul - og andet 60'ermusik.

 

Da vi ikke var kommet helt i bund med alle rockmusicalens flotte guitarriffs m.v., ændrede vi taktik og blev til: RULLEMARIES ROCKRÆS.

 

Vores standardforklaring om navnet var, at vi jo spillede rock og rul, og at Claus havde en moster på Fyn, som hed Marie, som vi af og til ræsede ned til. - Og det var nok ikke helt forkert.

De håbefulde i 1972: Bagest fra venstre: Jan og Claus. Forrest: Per og Anders

 

Leif Elsborg Andersen og Jens Hergaard

 

Da Claus i 1973 fik arbejde på Sjælland, var han nødt til at forlade bandet, og Per ønskede mere tid med familien, så han gik også ud.

 

Vi fik så kontakt med Leif Elsborg Andersen, som medvirkede på bas i resten af Rullemaries tid, og Jens Hergaard på guitar.

 

Jens var meget Poul McCartney-inspireret, og skrev selv nogle ret gode Beatles-agtige sange.

 

Vi havde haft nogle få jobs gennem forskellige århusianske bookingfirmaer, men i 1974 fik vi solokontrakt med Calle (Carl-Erik Nielsen) fra CB & Ole B Booking.

 

Det gav orkesteret et rigtig stort spark fremad. Allerede det første år havde vi 60 jobs!

 

På grund af studier forlod Jens orkesteret i starten af 1976. Men inden da nåede vi at medvirke på cassettebåndet "Jysk Pop '75", hvor vi havde Ivan Pedersen (McKinleys / Laban / Backseat osv.) med som stand-in for Anders.

 

Allan Behrens

 

"Onkel" Allan var noget ældre end os andre, og havde stor rock-erfaring fra pigtrådsbands i 60'erne. Han havde bl.a. et dansk mesterskab i pigtråd med Dragon Five fra 1969 med sig i bagagen.

 

Han spillede orgel, sang soulmusik som en drøm, og havde en meget udadvendt sceneoptræden.

 

Men allerede sidst på året havde vi kørt ham træt. Et nyfødt barn, og jobs hver fredag/lørdag blev for meget for ham. (- Eller også var hyren måske ikke helt, hvad han havde forventet)

 

Allan fortsatte som solomusiker, og han er i dag en meget efterspurgt suppe-steg- og is-musiker. Og dét forstår man godt!

 

Hans D. Olesen og Flemming Darre

 

Vi måtte have hele to mand til at afløse Allan, - og så kom der til gengæld rigtig gang i udviklingen!

 

Både Hans på guitar og Flemming på adskillige keyboards var meget ambitiøse. Så vi blev én af de største kunder i den århusianske afdeling af musikbutikken Super Sound.

 

Vi måtte optage banklån på 1/4 million kr. for at tilfredsstille kravene til lyd, lys - og transport af hele "swineriet".

 

Vores store Mercedes-bus fik vi hånd(!)-malet. Grundfarven var selvlysende grøn. En flyvers udstødning skrev "Rullemarie", mens "Rockræs" var lavet som et neonskilt med Århus' skyline som silhuet. Bilen vakte noget opsigt, hvor den kom frem.

 

Det blev også nødvendigt med en lydmand. Flemmings lillebror, Peter Darre, fik overladt det ansvarsfulde job.

 

Vi indspillede singlepladen "Funky Pati" / "Down on the Corner" i Stuk Ranch Studio hos Country Palle i Nibe.

 

"Funky Pati" er vores funkede udgave af Santanas "Samba Pati". Jeg synes, den blev ret vellykket. Hans spiller en fed spade, og vi andre følger godt op. "Down on the Corner" på B-siden er en knap så vellykket udgave af det gamle Creedence-nummer.

 

Vi bekostede selv indspilningen, og selv om de 500 eksemplarer var udsolgt på 3 uger, turde vi ikke binde an med flere.

 

Men et tysk pladeselskab, Scan Records, troede så meget på os, at de udsendte pladen i Tyskland, Østrig, Schweiz og Benelux-landene. Og de lovede at udsende alt, hvad vi indspillede de næste 2 år!

 

"Funky Pati" blev hørt på Norddeutsche Rundfunks program "Internationale Hitparade", men vi har aldrig fået nogen afregning fra Tyskland, så jeg ved faktisk ikke, om den blev en egentlig succes.

"Funky Pati" blev i øvrigt medtaget på et compilation-cassettebånd, som det så fint hedder, med bl.a. McKinleys og de engelske bands Vanity Fare og Marmelade. Titel: ”Blue for you – incl. ORG. hits”.

 

Vi udgav i denne periode et blad med mere eller mindre vanvittige anekdoter om hverdagen i Rullemarie.

 

Vi oprettede endog en fanklub. Ikke noget med hysteri, men så kunne interesserede over hele landet (- og der var flere hundrede -) blive orienteret om, hvornår vi spillede på deres kanter.

 

Vi havde jobs over hele landet, bl.a. i store sportshaller med Gasolin, C.V.Jørgensen, Gnags, og mange flere. Vi spillede en del meget succesrige jobs på det københavnske in-sted Daddys Dance Hall. Og vi var fast følgeband - og af og til dommere - på "DM i pop 1978".

 

Vi lavede nogle optagelser med Poul Krebs, som blev anvendt i en portrætudsendelse i Østjyllands Radio. - Bl.a. "Efter Stormen", som senere (i en anden udgave) blev titelnummer på hans første plade.

 

Hans og Flemming trak sig ud igen i slutningen af 1977.

 

Hans er i dag en meget anerkendt TV-mand, som bl.a. har lavet julekalendere for TV2 med "Pyrus". Flemming kører afmagringskurser i bl.a. Ebeltoft for alt for store mennesker.

 

Jørgen Winther Mortensen og X

 

Som kompetente afløsere fandt vi guitaristen Jørgen Winther Mortensen og keyboardspilleren X, som ikke ønsker at blive omtalt på min hjemmeside.

 

Jørgen var et naturtalent, som ikke vidste meget om musikteori, men han kunne få guitaren til at lyde af noget - og gerne lidt heavy!

 

 

Med denne besætning indspillede vi LP-katastrofen "Rullemaries Rockræs" i vinteren 1978. LP'en fik - berettiget - kun én stjerne i EkstraBladet og den fik følgende medfart: "Burde aldrig have være udgivet!". Jeg fandt den kort efter i Bilkas udsalgskasse til 9,95.

 

Pladen blev til, fordi vi jo havde en kontrakt med en tysker, som ville udgive alle vores produkter i 2 år. Nu var de 2 år næsten gået, så vi var næsten tvunget til at gå i gang. Selv om vi ikke var klar med noget materiale.

 

Vores tidligere guitarist, Jens Hergaard, var under pseudonymet "J. Rick" hovedleverandør af sange. Men også Jørgen, Leif og X havde bidrag med.

 

Pladen blev - som noget af det allerførste - indspillet i Puk Studiet. Studiet har senere lagt lokaler til bl.a. Elton John og George Michael, og det tekniske grej er med garanti skiftet ud i mellemtiden:

 

Båndmaskinen var ikke i orden. Teknikken var ikke på plads. Studiet ejede f.eks. ikke engang en ekko-maskine. Og vi bestemte selv, hvad der skulle ske. Vi manglede klart en producer, som kunne have rådgivet os og givet lidt overblik.

 

Vi lukker ned

 

I starten af 1980 ønskede X at træde ud. Anders og jeg besluttede det samme. Jeg troede, at jeg var blevet træt af at spille musik. Men det skulle senere vise sig at være en total misforståelse...

 

Leif og Jørgen fortsatte orkesteret et års tid med nye folk. Anders gik med i et par måneder, indtil der var en ny trommeslager klar. Så han nåede lige med til Færøerne.

 

 

 

Anders og jeg spillede senere sammen i Mortens Aften, Touche og Mortens Trio, og Anders er af og til afløser, når mine nuværende bands har behov. Og efter en pause er han igen med i Mortens Trio. Ellers har han spillet i zydeco-bandet Bayous og i det ca. 12 mand store Van Morrison-kopi-band Van the Man Band.